Fødselsoplevelse, fødsel, komplikationer, naturlig fødsel, veer

Fødselsoplevelse

Hvem definerer eller bestemmer om du havde en god eller dårlig fødsel?

Det gør du selv!

Der er ingen andre end dig der kan mærke eller føle det du føler. Ingen andre kan ud fra en journal eller lignende sige noget om din oplevelse. Det er din oplevelse af fødslen som definerer om din fødsel var god eller dårlig. Til gengæld kan man arbejde med sin fødselsfortælling og få sat den ind i en kontekst eller forståelsesramme der gør den lettere at forstå eller acceptere.

Da jeg havde født mit første barn, havde jeg en følelse af nederlag, følelse af ikke at være god nok og på ingen måde havde fået den fødsel jeg havde drømt om; måske nærmere det helt modsatte. Der blev jeg mødt af en jordemodervejleder, som ikke kunne se hvad problemet var med min fødsel. Hun sagde, ”hvad var der galt med den?” – hvor mit svar var – ”hvad var der ikke galt med den?!”.

Hård fødsel, fødselsoplevelse, fødsel, veer, langt forløb, komplikationer

Først fik det mig til at føle mig forkert, men med tiden sur og vred, for hvordan kunne hun tillade sig at udtale sig om min fødselsoplevelse på den måde?! Hun stillede på en måde spørgsmålstegn ved min dømmeevne over min egen oplevelse af min fødsel. Det var uempatisk, koldt og usympatisk. Jeg blev som jordemoderstuderende fejet af med at hvis jeg havde nogen problemer med min tidligere fødsel, så måtte jeg opsøge professionel hjælp. Jeg skulle ikke belaste jordemødrene med mine personlige problemer.

Jeg kunne have valgt at blive ligesom hende, uempatisk og kold. Jeg valgte det modsatte. Der skal være plads til at lytte, plads til at vi tænker og føler forskelligt. Måske kræver det meget som jordemoder at være sådan, men det giver også 1000 gange mere mening og værdi. Ingen gravide, fødende eller barslende har fortjent en jordemoder der er ligeglad, uengageret, uempatisk eller kold. Og ingen skal dømme din fødsel som værende god eller dårlig, hvis du føler helt anderledes.